Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte. Hver morgen vækker han mit øre, og jeg hører som en discipel. Gud Herren har åbnet mit øre, og jeg var ikke genstridig, jeg veg ikke tilbage.

Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. Jeg skjulte ikke mit ansigt for skændsler og for spyt. Gud Herren er min hjælper, derfor blev jeg ikke til spot og spe; derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint, jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme. Esajas' Bog 50,4-7

 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matthæusevangeliet 10,32-

Prædiken

I dag er der profeter på banen. Vi læser fra profeten Esajas bog og vi hører Jesus tale om den løn, man får, hvis man tager imod en profet. 

Men hvad er en profet? Det er et meget spændende spørgsmål. Jeg havde en oplevelse, som jeg stadig morer mig lidt over ind imellem: For omkring 15 år siden var jeg på en sommerlejr med en karismatisk kristen gruppe, hvor jeg var blevet bedt om at lave en workshop med cirkeldans. Min dansegruppe var en af flere grupper, som deltagerne på lejren kunne melde sig til.  En af de andre grupper hed profeti. Og jeg var ikke med i gruppen. Men her beskæftigede man sig med emnet, "teoretisk såvel som praktisk" stod der. Så hvordan beskæftiger man sig praktisk med emnet profeti? Jo man øver sig naturligvis i at modtage profetier. Beskeder fra Gud. 

Og det fik vi andre så lov til at opleve lidt af.  Det jeg husker er, at der, ved en samling i forbindelse med aftensmåltidet, blev sagt følgende ord:  ”Og så har Birthe en profeti fra pejsestuen.”.  Der var noget mildest talt overraskende ved sammenstødene af ordene ”Birte” ”profet” og ”pejsestuen”. Det er overvejende sandsynligt, at de tre ord aldrig, hverken før eller siden, har eksisteret sammen i en sætning.  Komisk kunne man synes. I hvert fald uvant. Jeg husker ikke, hvad profetien gik ud på. eg kunne nok ikke rigtig komme udover det faktum, at de damer jeg kendte, der hed Birthe ikke forekom mig særligt "profetagtige". Og pejsestuer er noget, der får mig til at tænke på gule murstenshuse fra 70’erne. Ikke lige standard omgivelser for en profet. Eller hvad? Kan man være profet, når man sidder i en pejsestue og hedder Birthe? Vi ved det ikke rigtigt vel?

Men hvis vi skal lidt mere ind til kernen, hvordan øver man sig i at modtage profetier? Hvis man nu selv skulle have lyst til at beskæftige sig med profeti på et praktisk plan. Jo her gav Profeten Esajas os jo lidt tips. Han siger, hvad det er Gud gør med ham: ”Hver morgen vækker han mit øre, og jeg hører som en discipel” Det er en meget præcis beskrivelse af, hvad der sker, når man beder til Gud. Måske særligt ved den kontemplative bøn eller meditationen, som det jo også hedder. Der, hvor man gør sit eget sind stille, og træder ind i Guds nærvær. Gør man det med en form for vedholdenhed, så kan det ske, at man får vækket en i mennesket iboende evne til at se og høre mere end man plejer. Eller noget andet end man plejer.  Man får man åbnet sit øre så man rent faktisk kan høre. Hvad Gud siger. Men også hvad det egentlig er, andre siger, når de taler. Det er som at tilslutte en 6. sans kunne man sige. Og det er faktisk noget alle mennesker kan. Og kan blive bedre til. Hvis de altså ikke er genstridige, som Esajas siger. Genstridighed kan have mange ansigter! Det vil man opleve. Men genstridigheden kommer ikke af, at man hedder Birthe, eller befinder sig i en pejsestue. 

Nok om profeter på et teoretisk plan! Nu er det tid til det praktiske. Nu er det os, der har bolden. Os der skal slå discipelørerne ud og bare lege, at vi er profeter. At det er os, der hører mere og dybere end hvad man normalt hører.  Og med det opvakte øre skal vi lytte til to øjebliksbilleder fra decembers mediestrøm. To billeder, der skal bringe os over til evangelieteksten. 

Nærmere bestemt skal vi høre to kvinders overvejelser om, hvordan julens højtid skal fejres med coronapas, restriktioner og uenighed om vacciner.

Den første er en læge og forfatter. På DRs nyhedsside udtaler hun sig om, hvordan hun forholder sig til julefejring og coronavacciner. Hun siger sådan her: ”Alle fornuftige mennesker i dag har taget imod vaccinerne. Der er selvfølgelig en lille uheldig gruppe, som af forskellige grunde ikke kan tåle vaccinerne, og det er synd for dem. Men derudover hører der ikke nogen til min vennekreds, som ikke har taget imod tilbuddet om en vaccine. Og hvis de ikke vil tage en vaccine, er de ikke en del af min vennekreds længere. Derfor er de heller ikke velkommen hjemme hos mig. Så hårdt vil jeg faktisk godt sige det. ”Der er flere ting i det. For det første er det egoistisk for samfundets skyld ikke at ville tage den vaccine. Men det er samtidig ubegavet. Det der med, at man ikke er modtagelig for bevisførelse og logiske argumenter, er konspirationsteoretisk paranoia. Heldigvis kender jeg ikke nogen personligt, der ikke har ladet sig vaccinere.”

Og hun er slet ikke alene med den holdning. Faktisk er det sådan at på TV2 nyheder, der er det 52% der siger at de ikke ville holde jul med en uvaccineret.

Jeg ved ikke hvad du hører. Men der er særligt en sætning fra evangeliet som runger i mine ører når jeg hører det her. Nemlig den, hvor Jesus siger ”den der vil redde sit liv skal miste det”. For en holdning som denne, ja den er jo fokuseret på at redde livet, det fysiske liv. Eller i hvert fald ikke blive smittet og ikke smitte andre (nu er det at blive smittet jo ikke det samme som at dø, skal vi huske) 

Men hele den fortælling som kvinden her er den del af handler om at så mange som muligt skal redde livet. Men hvad mister hun? Ja hun mister jo så i hvert fald, potentielt set venskaber. Hun mister muligheden for at tale med mennesker der mener noget andet end hun selv gør. Og det er faktisk et reelt tab. Det sker noget med livet når det snøres ind på den her måde. Når der sættes sådan en absolut ramme om det.

Og man kunne virkelig godt spørge sig selv om ikke bare kvinden her, men vi alle sammen lige nu i vores verdensomspændende fokus på at redde livet. At vi, lige præcis der, i den øvelse, mister det.

Overfor hende har vi holistisk energiterapeut Karen Møller Venge. Hun har juleaften åbnet sit hjem for syv mennesker fra fire forskellige familier, hvor spørgsmålet om vacciner og coronatest står i vejen for julehyggen. Og hun siger sådan her: ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, om folk er vaccineret eller ej – jeg er for det frie valg. Men mest af alt er jeg for, at alle skal have et fællesskab at holde jul i.”  

Holistisk energiterapeut, der blev trukket lidt på smilebåndet af nogen i stuen, da indslaget kom. Det var næsten lige så sjovt som Birthe fra pejsestuen.

Men vores vakte øre kan nok godt høre det. At målt med evangeliets ord, der er det hende der følger i Jesu fodspor. Hende, der tager hans kors op og spiser sammen med dem, som ikke kunne være sammen med deres egne familier.

Et sandt og autentisk liv er netop holistisk, en helhed. Livet kan ikke leves i isolation men i fællesskaber og i sammenhænge og i helheder. Med helheden går tabt, når vi får tunnelsyn på virus og vacciner. Og inderst inde ved vores opvakte øre det godt. Spørgsmålet er om længslen efter at vende tilbage til helheden og fællesskabet kan få lov til at vinde over frygten?

Som koret vil synge for dig om lidt: Inden i dig brænder en stjerne så stærk og klar I lyset af den skal du finde tilbage til det, der var.