Læsning fra Det gamle Testamente:

Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.« Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.« Første Mosebog 8,20-22 ; Første Mosebog 9,12-17

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matthæusevangeliet 6,24-34

Prædiken

I dag får vi at vide hvad vi ikke skal. Vi skal ikke bekymre os! Og så hvad vi skal: Søge Guds Rige, for så løser det hele sig.

Begge dele er måske lettere sagt end gjort… Men lad os se hvad teksten fra Det Gamle Testamente har at sige. Den handler om regnbuen. Hvornår har du sidst haft en regnbueoplevelse?

Sådan ude i naturen. En oplevelse af det fantastiske syn, når himlen pludselig viser sig fra sin mest farvestrålende side.

Sommeren har budt på masser af regn og dermed også masser af buer.

Regnbuer er smukke, næsten magiske. De kan give en følelsen af at der er noget særligt på færde.

Jeg kan huske engang jeg var sammen med gode venner der bor ude i Tjæreby, hvor jeg bor. Vi havde netop fået nyheden om, at nogle af markerne derude, skulle plantes til med skov og det syntes vi var helt fantastisk. At vi ville få store naturområder at færdes i lige uden for døren. Vi var samlet til en spontan fejring, det var sensommer som nu og markerne var høstede, så i vores glæde ville vi ud og gå en tur på markerne, der hvor der snart skulle være skov. Og mens vi gik der på en smuk sensommerdag, kom der ikke bare en men to regnbuer, der strålede så vi aldrig syntes vi havde set noget lignende. Det var som om himlen og Vorherre selv tog del i vores glæde. Vi gik på marken med regnbuen over vores hoved og følte os velsignede.

Regnbuer er også flygtige. Det ene øjeblik er de der og det næste er de væk. De minder os om den skønhed man ikke kan fange. Talemåden siger, at for enden af regnbuen er der en krukke guld. Og enhver, der har prøvet at finde enden af regnbuen, har erfaret, at den hele tiden flytter sig. Fordi man selv flytter sig. Den minder os om, at der i livet er store ting der ikke kan fastholdes. Hverken kan gribes eller begribes.

Skønhed og velsignelse, at der er store ting i verden man ikke kan gribe eller begribe. Alt det er i regnbuen. Og måske er det derfor at regnbuen i mange forskellige religioner og mytologier har regnbuen stået for forbindelsen mellem himmel og jord.

I græsk mytologi er gudinden Iris gudinde for regnbuen. Hun har givet navn til vores øjes regnbuehinde. Og til en blomsterfamilie, Irisfamilien. Irisblomster er liljer, de ubekymrede blomster som Jesus taler om i dag.

Indenfor grene af hinduisme og buddhisme er regnbuen så at sige rykket indenfor i mennesket. Her mener man at mennesket har 7 energicentre, chakraer, langs rygsøjlen. Og hvert af disse 7 energicentre er tilknyttet en af regnbuens 7 farver, med den røde i bunden og den violette på toppen. Forbindelsen til det guddommelige er stærkest, når de 7 chakraer er i balance.

Nordisk mytologi, har nok den regnbuefortælling, vi kender bedst. Her forstod man regnbuen som en bro, man skulle over, når man døde. Broen blev vogtet af guden Heimdal. Han var den sidste af guderne der skulle dø ved ragnarok, og man mener at han er en gammel gud, der fandtes før vikingetiden. Han er knyttet til den kosmiske dimension, rum og tid, til menneskeheden som helhed, hvor mange af de andre guder har med mere hverdagsagtige ting at gøre. Hans navn mener man betyder ”han, som lyser over verden”. Regnbuebroen hed Bifrost, der betyder ”den bævende   vej.”

Forbindelsen mellem himmel og jord er der, men den er ikke fast, den er bævende, skælvende.

Man kan stadig høre folk sige om både mennesker og dyr, der er døde, at de har” krydset regnbuebroen”.

I det kristne mytologiske sprog er regnbuen også tegn på forbindelsen Himmel og jord. Mellem Gud og menneske. Denne forbindelse bliver i fortællingen om Noa udtrykt som en pagt. Altså en aftale, som Gud indgår med mennesket: Aftalen går i al sin enkelthed ud på, at Gud lover aldrig at udslette menneskeheden. Lover, at han altid vil værne om livet på jorden. Regnbuen skal minde os om den forbindelse mellem Himmel og Jord. Aftalen mellem Gud og menneske.

Så hvis vi skal tilbage til spørgsmålene fra begyndelsen:

Hvordan bliver vi bedre til ikke at bekymre os?

Og hvad vil det sige at søge Guds Rige? Så kunne regnbuens svar være sådan her:

At søge Guds Rige er at huske på forbindelsen mellem Himmel og jord. Både når man ser regnbuer og andre af naturens vidundere.  Huske aftalen: Vi er ikke alene om at passe på livet her på jorden. På trods af alt det vi mennesker kan, så har vi jo ikke fået verden til at opstå. Der står en visdom og en kraft bagved, lige så stærk og virksom i dag i dag, som den var, dengang jorden blev til.

Den visdom og den kraft kan vi kalde Gud. Og vi skal ikke være kede af at vi nogle gange glemmer forbindelsen, for den er trods alt bævende. Men at huske den giver os en anden Iris, en anden måde at se verden på. Blomsternes farver bliver ligesom klarere og stærkere. Og vi får en styrke indadtil, regnbuen flytter indenfor. Og derindefra fortæller den os, ganske enkelt: At selv om Gud hverken kan gribes eller begribes, så er det vores opgave at stole på Ham eller Hende. Tro på, at Gud hver dag ”rører jorden med sin finger”. At vi er velsignede. Og det er starten på ikke at bekymre sig.

Amen