2. pinsedag 2021

Salmisten skriver: Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk. Her er det store og vidtstrakte hav, med sit mylder, umuligt at tælle, både små og store dyr! Dér sejler skibene, dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det. Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver; du skjuler ansigtet, og de forfærdes, du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen; du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny. Salmernes Bog 104,24-30

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Johannesevangeliet 3,16-21

Ånden og den indre drage

I dag er 2 pinsedag og vi fejrer Guds Ånd i verden. Og hvad siger dagens tekster så om Guds Ånd, om hvad den er i stand til?

Jo lad os starte i GT hvor jeg har lyst til at gribe fat i et mærkeligt ord. Et navn. Nemlig Livjatan. Livjatan kan man kalde en ”bibelsk midgårdsorm”, eller en bibelsk Loch Ness. Et mytisk uhyre med syv hoveder, som både er omtalt i Det Gamle Testamente og i de religiøse tekster fra Ugarit. I teksterne fra Ugarit er det enten guden Baal eller hans søster Anat, der dræber dragen, mens det i Det Gamle Testamente er Jahve selv i forbindelse med Jordens skabelse, hvor Jahve ”kvaste Livjatans hoveder og gav dem til føde for hajerne i havet”.[1]

 I salme 104, som vi hører i dag, er der dog ikke så meget at være bange for. Salmisten ser ud over havet og priser det med ordene: ”Dér sejler skibene, dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det.” Det farlige uhyre er en del af det vidunderlige hav, som ethvert andet havdyr en del af Guds skaberværk. Og selv om vi kan frygte Livjatan, så er dragen ikke farlig for Gud. Gud skabte uhyret til at lege i havet. Ja Bibelen 2020 siger ovenikøbet: ”Livjatan, som du skabte til at lege med”. Verbet, der oversættes med at lege, hedder sachaq og betyder noget i retning af at more sig, at le, at lave sjov. At afholde en konkurrence, en kappestrid. At spille og synge. Altså alle mulige aktiviteter, man gør for sjov.  

Så altså: Det vi mennesker synes er et syvhovedet mytisk uhyre, det er, set med Guds øjne, åbenbart at regne for et legesygt dyr, skabt til sjov og underholdning. Ja den mættes endda af Guds gode gaver, spiser af Guds hånd, som en anden golden retriever.

Man kan på sin vis blive en lille smule urolig over sådan en Gud – eller hvad? Som holder monstre som kæledyr?

 Lad os dykke lidt ned under overfladen af det vidunderlige hav, som salmisten besynger. Mytologiske fortællinger er jo en form for forhistorisk psykologi og dybt symbolske fortællinger om menneskelivet. Derfor giver det mening at læse dem symbolsk og psykologisk. Menneskets psykologi har såmænd ikke ændret sig det store fra salmernes bog og til i dag.  Så hvad betyder havuhyrer, drager og søslanger, f.eks. hvis man drømmer om dem? Ja i psykiateren Carl Jungs værker om drømmetydning, der vil man sige, at alt hvad der har med havet at gøre, symboliserer det ubevidste - både det personlige og det kollektive ubevidste. Den del af psyken, som vi ikke har fremme til dagligt, som vi holder lidt væk, måske ligefrem fortrænger. Er der uhyrer i drømmenes hav, så kunne det betyde, at vi har noget dernede, som vi er bange for. Noget vi ikke ønsker at konfrontere. Der rumsterer noget i sindets mørke kroge og det gør der hos de fleste. Dårlige minder, traumer. Sider af os selv, som andre eller vi selv har dømt ude. Der kan være mange slags uhyrer dernede, derfor har Livjatan 7 hoveder.  

 Men altså når Livjatan boltrer sig i vores ubevidste, enten det er på det personlige eller det kollektive plan. Så kan vi give det en tanke, at Gud knuser Livjatans hoveder og fodrer hajer med dem. Sådan.  Eller også betragter han Livjatan som et legesygt og underholdende dyr, der spiser af hånden.

Med andre ord: Det vi opfatter som farligt, ja nærmest livstruende derinde i vores eget mørke. Det der skete dengang. Det som jeg ikke tør vise andre. Det jeg for alt i verden skal skjule. Det kan godt være at det ser farligt ud for mig. Men det er ikke er farligt for Gud.

Og hvis vi ellers kan lade være med at falde i forargelsens grøft over Guds holdning til vores indre havuhyrer (regner han ikke min smerte for noget??).  Så kan vi jo, i stedet for at forarges, lade os inspirere. Vi er nemlig skabt i Guds billede. Fyldt med Guds Ånd. Lade os inspirere til at lægge lidt afstand til de indre søslanger. Tænke: For Guds Ånd er det ganske anderledes, end det er for mig. For Guds Ånd er det ikke farligt. Og Guds Ånd er i mig.

Så slipper den. Angsten for den Livjatan, der svømmer i vores indre mørke.

 Også i Det Nye Testamente er der slanger på færde, lige inden det stykke vi har fra Johannesevangeliet. Vi hører nemlig her om Moses, der, mens han ledte folket igennem ørkenen, havde en kobberslange på en pind, altså en tæmmet slange, som blev et frelsende symbol for israelitterne. De blev raske når de så på den. Og så drager Johannes en parallel til Jesus, der ikke bliver sat på en pind, men på et kors, for at gøre os frie.[2]

Det handler om at få magt over den mest fundamentale angst, som slangen jo repræsenterer. At få slangen til at sidde stivnet på en pind - at få Livjatan til at være et legedyr.  

Måske at få selve dødsangsten spiddet. Sat på en pind. I kraft af den vej Jesus gik. Gennem det mørkeste mørke af smerte og lidelse. Af uretfærdighed, dom og død. Han har set Livjatan i øjnene og med Guds Ånd kan jeg gøre det samme.

 Med Ånden kan vi selv gå vejen. Frem til den befrielse, at hvor skræmmende det mørke end kan være, der ligger dybt i dit eget, ja i hele verdens kollektivt ubevidste. Hvor skræmmende det end er, så er dets hoveder knust og givet til hajerne. Mørket er besejret. Lyset er kommet til verden.

 Dommen at vælge at blive i dit eget mørke. Dommen er at blive i angsten. Dommen er at vide, at lyset er kommet til verden og stadig elske mørket. At sige nej tak til Ånden.

Valget er vores.

[1] Salmernes Bog 74,1

[2] ”Dengang i ørkenen løftede Moses en slange op for at beskytte sit folk mod slangebid. På samme måde vil menneskesønnen blive løftet op på et kors, for at den der tror på ham kan få evigt liv. ”Joh 3,14-15