4. søndag efter påske 2021

 Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Johannesevangeliet 16,5-15

Mere, end du kan forestille dig

”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.”

Jesus taler til sine disciple. Siger, at det er bedst at han går bort, for så vil der ske noget andet. En forandring til det bedre venter på den anden side af tabet. Hvordan det kan give mening, skal vi prøve at se på i dag.

Jeg vil begynde med en kort historie fra mit eget liv. Da vi fik vores andet barn, besluttede jeg mig for at tage en længere pause fra studiet, 3 år for at passe mine børn selv. Der kunne man få betaling for af Københavns kommune, hvis man blev dagplejemor for et barn mere og det blev jeg så. Det var en god, travl, men også meget rig tid.

Så da vi ventede vores tredje barn, føltes det helt naturligt at gentage succesen. Og nu var det så heldigt, at min svigerinde også ventede sig. Der lå i maverne to små drenge der skulle fødes med få ugers mellemrum. Ovenikøbet var svigerinden med familie flyttet ind i en lejlighed i vores ejendom, så vi var virkelig klar til, hvad der lignede en lykkelig tur med den udvidede familie, hvor jeg skulle passe de to små fætre. Det skulle nok blive godt. Men historien udviklede sig ganske anderledes. Kort tid efter fødslen anede vi, at noget ikke var som forventet. Og i løbet af et første turbulent leveår viste det sig at han var indehaver af en meget sjælden kromosomfejl, som gør et menneske stærkt udviklingshæmmet både fysisk og mentalt.

Det lærte jeg mange ting af. Jeg vil ikke få det til at se let ud, det var det ikke. Men noget af det første jeg lærte var, at historien gentager sig ikke. Man kan ikke bare sige Det var godt, det vil jeg igen. Ja det kan man godt, men man må være forberedt på at der altid vil ske noget nyt. For det er ikke meningen at vi skal stå stille, vi skal vokse.

Det vi oplevede, lignede jo et tab. Og det var det også. Der blev grædt mange tårer over tabet af forestillingen om det normale, det raske barn. Ned til så banale ting som raseriet og frustrationen over det køretøj han som ganske lille skulle fragtes i og som bestemt ikke lignede den marineblå Brio klapvogn med hvide prikker i kalechen, som jeg havde drømt om. Kampen for at invalidebilen skulle være en Mercedes, for den var trods alt smartere end en Citroen jumper.

Men der var mere end tabet. Det startede tidligt. En af de første erfaringer der satte tabet i perspektiv, var erfaringen af virkelig ubetinget kærlighed. I objektiv forstand ville dette barn aldrig give mig noget at være stolt af. Han ville ikke komme til at tale, højst sandsynligt ikke gå og ville kognitivt set i hele sit liv være som 8-9 mdr. Ingen store præstationer på fodboldbanen, eksamenssucces ’er. Ingen karriere og børnebørn. Men jeg elskede ham. Helt enkelt, men stort at erfare. Jeg brugte tid på at mærke det og anerkende det. Anerkende mig selv for det. Det kom af sig selv, men jeg tror at det var umådelig vigtigt.

Og så lærte jeg at der altid er hjælp. Rækken af prægtige, storhjertede, jordnære og åndfulde mennesker, der har hjulpet Arthur gennem tiden, er som en perlerække. Virkelig. Mennesker der på vidt forskellig vis har følt sig draget mod at give mennesker som ham et rigtig godt liv. Og det rigtig gode liv kan se ud på uendelig mange måder.

Og selv om det eneste man kan er at være et åbent hjerte der bliver skubbe rundt i en rullestol, så kan man vække varme, kærlighed, få venner og endda en skolekæreste. Det er vigtigt at komme ud over tabet. Det skal have sin tid, og sin plads. Men med tiden skal det ikke fylde det hele, det skal så at sige rykkes lidt ud til siden. Når det står derude, kan det vise sin anden side. Sin lærdom. Sin invitation. En invitation til at vokse. Griber du den?

Jesus holder sin afskedstale til disciplene og taler om det tab de skal til at opleve. Tabet af ham. Han taler nemlig om hvad der skal ske, når han er død. Når de har mistet ham. Han taler om den udvidelse, der skal ske. Af ham selv. Af disciplenes bevidsthed. Men set fra det udelukkende fysiske vil det ligne et tab. Det er ikke let at se forbi det, når man står midt i det. Selvfølgelig ikke. Det er voldsomt. Jesus taler om at han skal dø! Og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange af disciplene der egentlig forstod det, da han sagde det.

Det jeg hører Jesus sige, er dette: At enhver død er en bevægelse fra det begrænsede og fysiske til det ubegrænsede og åndelige. Fra en fysisk lokalitet til en ikke stedbunden allestedsnærværende tilstand. En død opleves umiddelbart som fravær. Men kommer man om på den anden side af fraværet, så er døden den mest ekspansive vækst af nærvær. Det er det vi kalder Helligånd. Den hele ånd, ånden der dækker det hele, ånden der er overalt. Fra at have sit nærvær bundet til et sted, en krop, er ånden til stede over alt. Det gælder for Jesus. Og det gælder for enhver, der forlader det fysiske.

Jeg vil slutte med et digt af den persiske sufi mystiker Rumi. Det taler om væksten i menneskets bevidsthed, der fra skabelsen har vokset og stadig vokser. Fra jordens riger og op. Altid til mere end hvad vi kan forestille os:   

Oprindeligt var du jord,                           

fra at være et mineral                               

blev du en plante.                                    

Fra at være en plante                               

blev du et dyr,                                         

og fra dyret, menneske.                           

Gennem disse perioder                            

vidste mennesket ikke  hvor han var på vej hen.

Men han drog ud               

på en lang rejse alligevel.  

Også du skal gå igennem Hundrede forskellige verdener endnu.

Jeg døde fra mineralet

blev en grøntsag;               

Og fra det vegetative døde jeg og blev et dyr.                          

Jeg døde fra det dyriske.                         

og blev menneske.

Så hvorfor frygte at forsvinde gennem død?                                     

Den næste gang jeg skal dø

vil frembringe vinger.                             

og fjer som engle.                                    

Og når jeg har fløjet højere

end engle.                          

– du kan ikke forestille dig det.

Det skal jeg blive.[1]

Amen

[1] Rumi. Oversat fra engelsk A.W. Reiff