1. søndag efter påske 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Johannesevangeliet 20,19-31

Eksistentielle Kvantespring

Det har været påske og Jesus er opstået fra de døde. Han er gået fra død til liv og nu går han omkring i 50 dage og opliver disciplene. Deler ud af sit liv.

Og i dag får de, hvad man kunne kalde en indvielse. En fysisk indvielse. Han ”blæste ånde i dem”. Hvad han helt konkret gør ved vi ikke, men ordlyden er et ekko af skabelsesberetningen fra 1Mos 2,7 hvor Gud blæser ånde i mennesket, så det bliver levende. Nu er disciplene jo allerede levende, men de får altså en grad af nyt liv. De får en "livsopgradering", der sætter dem i et fællesskab med Jesus, han siger det sådan her: "Som Faderen har udsendt mig, udsender jeg nu jer". De rykker op i næste liga, en liga, der er kendetegnet ved Ånd. Og i denne liga har de fællesskab med Jesus og har magt til at sætte mennesker fri fra syndens fejltagelser. 

Måske kunne man kalde det, de oplever, for et eksistentielt kvantespring.

Faktisk er der noget besynderligt ved vores brug af ordet kvantespring. For vi bruger det som udtryk for et stort og fundamentalt skift. Men i fysikkens verden, som udtrykket jo kommer fra, der er et kvantespring udtryk for den allermindste bevægelse overhovedet. Nemlig det spring, hvor en elektron skifter fra en bane til en anden. Det særlige er ikke at det er et stort spring, men snarere at der sker øjeblikkelig, hurtigere end vi kan nå at blinke. Den nye placering, den nye tilstand er der pludselig, som om det aldrig har været anderledes. Det er stort og småt på samme tid.

Og måske man kan sige det samme om det, der sker med disciplene. Det er stort, fordi de opleves som altforandrende. Men det er småt i den forstand, at det sker med et pust. Og det er snublende nær. Og sådan er det måske med Åndens kvantespring:  Den er enorm, men den er så tæt på dig som dit eget åndedræt. 

Forandringen af disciplene ses tydeligt, da vi møder Thomas. Han er nemlig ikke forandret. Han var ikke med til det åndelige selskab, havde måske noget andet, han skulle den dag. Han er ikke nyskabt, har ikke lavet eksistentielle kvantespring. Han er, som han hele tiden har været, en fornuftig mand, der vil se det, før han tror det. Ja det er ikke nok at se, han vil også røre. Det får han lejlighed til og så tror han.

En fornuftig mand, denne Thomas tvivler, som vi kalder ham. Men hvor fornuftigt er det egentligt at lade sig overbevise af, hvad vi ser og rører ved?

Hvis vi flytter os fra det fysiske plan og til kvanteplanet, så lærer kvantefysikken os foruroligende ting om alt det, vi betragter som fast eller ”til at tage og føle på”. Kvantefysikeren skubber begejstret brillerne op i panden og fortæller at det du opfatter som fast i virkeligheden består af atomer, der består af partikler, der sådan set hovedsageligt er bundter af information og energi. Og når du har en solid opfattelse af både den bænk du sidder på og den legemsdel som sidder på den, ja så er det, i videnskabelig forstand, en dybt overfladisk betragtning, der skyldes at dine sanser ikke er designet til at opfatte begivenheder på kvanteplanet. De er for langsomme til at opfatte kvanteplanets lynhurtige begivenheder.

Man kan sammenligne det med en FM-radio, der bare ikke kan modtage hverken DAB-signaler eller for den sags skyld et wi-fi signal, lige meget hvor ihærdigt man måtte forsøge at få den til det. Men der er jo ikke nogen, der ligefrem benægter eksistensen af DAB-signaler og internet, med den begrundelse, at de kun har en FM-radio.

Anderledes forholder det sig med ting, vi ikke umiddelbart sanser. Dem kan vi jo alle sammen godt have endda rigtig svært ved at erkende eksistensen af. Og derfor har Thomas brug for at se Jesus og røre ved ham. Hvis vi igen vender opmærksomheden mod kvanteplanet, ja hvad er et sanseligt møde så? Jo egentlig er der tale om en elektronsky, der møder en anden elektronsky og begge afgiver såmænd også noget til hinanden. Men på det fysiske plan, hvor Thomas står, der er det et fast og fysisk møde. Hvad beviser mødet? Ja i hvert fald, at Thomas har sanser, der virker. Og det er jo en velsignelse. 

Men der sker også noget mere. Måske er det overførslen han mærker? Selv Thomas fornemmer noget, noget usynlig, men virkeligt. Noget, der får ham til at udbryde ” Min Herre og min Gud!”. Og hvad der skabte det troens kvantespring i ham, kan hverken ses eller høres.  

Men bare fordi man nu er en FM-radio, ja så behøver man ikke at være DAB benægter. Og der findes radioer, der modtager begge dele.

Vores fysiske sanser kan aldrig give mere end et lille udsnit af virkeligheden. Og det er en velsignelse, der giver os fast grund under fødderne. Men det er godt at vide, at når de fysiske sanser, har taget deres del, ja så er der stadig masser af virkelighed tilbage. Ja der er så meget af den, at der er rigeligt plads til både til Gud og til dig selv. Plads til alle de åndelige kvantespring du vil få som Hans udsendte medarbejder. En af de salige, der tror på alt det, som du ikke har set. Amen