Langfredag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Markusevangeliet 15,20-39

Prædiken

Evangeliet om Jesu korsfæstelse er en dyb historie med utrolig mange facetter. Der er fire evangelier alle med forskellige tyngdepunkter. Det skal minde os om, at historien har mange facetter, meget forskelligt at give.

I år vil jeg invitere jer på en tur gennem historien, hvor vi bruger historien som et langfredagsspejl. Hvor vi reflekterer over hvordan vi selv håner, tvinger, lyver, straffer. Indtil det er slut og sandheden viser sig for os.

Det er jo sådan, at vi hører historien i bagklogskabens lys. Vi ved hvem Jesus er og ved, at det, de siger om ham, ikke passer. Men hvad med det vi selv siger om andre? Hvad med de domme vi fælder over os selv og andre? Hvad sker der med em, når de møder langfredagsspejlet?

Det er de modige, der går med på sådan en tur og jeg har været spændt på at se, hvem der kom her i dag. Langfredag er ikke ligefrem juleaften.

Det starter med hån. Jesus bliver hånet. Vi pæne mennesker her i kirken, håner selvfølgelig ikke nogen. Nej, i hvert fald ikke sådan på gågaden i Hillerød. Men hvad med derhjemme, i lukkede forsamlinger, måske på nettet. Der har vi nok nogen, som vi gør os lidt lystige over. Politikerne er et godt eksempel, dem må man gerne håne. Og jo længere væk de er jo nemmere.  Vi har det med at samle os i grupper, meningsfællesskaber, hvor man godt må give den gas med hån og latterliggørelse. Om det er socialdemokratiet eller nye borgerlige, der står for skud, Morten Østergård eller Jes Dorph. Det er sådan set underordnet, men hånes skal der. Vi synes det er morsomt og det kan det da også være. Nogen gør det til en kunstart og kalder det satire. Særligt raffineret og ofte meget morsom hån. kalder det satire. Og både den raffinerede og den grove hån, kan da sagtens rumme et gran af sandhed om et menneske eller en sag. Men aldrig den hele. Og hånen, hvor morsom den så end kan være, føjer altid nye sten til de mure, der bygges imellem os mennesker.

Og så kan vi jo gå helt tæt på og spørge: Hvordan håner du dig selv? Nedgør dig selv, dit udseende, dine evner? Jeg kan jo vove at komme med et eksempel: Inspirationen til den her prædiken fik jeg direkte fra Jesus i morges. Men det skulle jeg ikke nyde noget af at sige (nu har jeg så gjort det) for hvem er jeg at tro at jeg får besøg af Jesus i min morgenmeditation? Man kan håne sig selv på mange måder og mange af os gør det flittigt.

Simon fra Kyrene, en tilfældig forbipasserende, bliver tvunget til at bære korset. Vi holder af at tvinge andre med i vores hånegrupper, de såkaldte meningsfællesskaber. Og hånen skal ikke modsiges! Man skal jo helst ikke have, at morskab bliver ødelagt. Tænk bare på USA's forhenværende præsident, her skulle man pinedød med i hånegruppen. Ellers kunne man da hurtigt selv blive korsfæstet. Ja det er det værste sådan en hånegruppe ved: Hvis der pludselig kommer en retfærdig type, der insisterer på at se tingene fra begge sider. Hævder at Donald Trump på trods af både hår og retorik, også gjorde gode ting. Eller måske siger at både Jes og Morten nok havde deres grunde til at handle som de gjorde. Eller at Mette og Pernille nok gør det så godt de kan. Kan de lige komme ind i kampen vi har faktisk nogen, vi skal have korsfæstet og det gør jo ikke sig selv!

Eksemplerne med politikerne er meget tydelige og lidt ufarlige. Vi kender dem jo ikke. Men opbygningen af hånefællesskaber kan være mere subtile og giftige endda forklædt som godhed: ”Er det ikke som om Lotte virker lidt depressiv?” ”Er det bare mig, eller virker Hans lidt stresset?” Vi kan have lyst til at skabe en negativ historie om andre, endda dem der er tæt på os. Måske fordi, det sætter os selv i et gunstigt lys, som den, der har overblikket. Og det virker først rigtigt, når vi får andre med på vognen.

Jesus bliver korsfæstet. Straffet uskyldigt. Den udfordrende tanke inde bagved kunne være, at alle dem, vi straffer, inde bag ved, har et uskyldigt punkt. Ja jeg ved godt at der er alle psykopaterne og de grumme forbrydere, der skærer deres uskyldige ofre i småstykker. Adolf Hitler og hele hans slæng. Hvad med dem? Ja som samfund må vi naturligvis gøre, hvad der skal gøres, så vi stopper forbryderne, det er klart.

Jeg beder dig bare tænke tanken: At hvor der står en forbryder, var der engang et uskyldigt barn. Og at der stadig er en evig sjæl derinde bagved.

Udover fængselsstraffe til forbrydere, så har vi mennesker mange måder at straffe hinanden på i vores relationer. Det korporlige findes stadig, det er klart, men det er ligesom gået af mode i det gode selskab. Her bruger vi andre metoder. Der er pressens offentlige gabestok. Den er lige så populær som den fysiske var engang. Og så er der alle de asociale medier, der er nok af dem! Hvor folk kan udskammes og hænges ud, og det i en grad, så det aldrig forsvinder igen.

Og i den personlige sfære straffer vi hinanden. Ægtefæller kan gå rundt i årevis med et passivt aggressivt sprogbrug, der oser af selvretfærdighed og domme over småting. ”Nå, jeg vidste da ikke, at vi var holdt op med at skylle af, før vi sætter i opvaskemaskinen?”

Ja og forældre kan gøre det samme over for små børn og kalde det opdragelse. ”Det var da noget nyt at tage blusen omvendt på”. ”Siden hvornår er man begyndt at have kniven i venstre hånd”. Revselsesretten er et overstået kapitel, men man kan sagtens slå med ord. Og vi kan fryse hinanden ude, blokere dem vi ikke vil have noget at gøre med.

Og kan man ikke finde andre, så kan man da altid straffe sig selv. En populær metode er, at man ikke synes, man har fortjent noget godt. Den middagslur man har lyst til, eller den gåtur man trænger til. De lækre økologiske æbler, der koster for meget eller et glas af den virkelig dyre cognac. Det har jeg sandelig ikke fortjent.

Der bliver sat et skilt op over Jesus hvor der står, at han er jødernes konge. Det er det han dømmes på. Men det er jo slet ikke det, han kalder sig selv. Det er faktisk en løgn, det man dømmer Jesus på, er en løgn. Man fortæller en historie, der ikke passer. Man misforstår bevidst, man fordrejer. En god løgn indeholder altid et gran af sandheden. Men aldrig hele sandheden.  

Løgnene vi fortæller om os selv, ja det er et stort kapitel. Det har ingen ende! Løgnehistorierne om, at vi ikke er andet end en biologisk mekanisme, der en dag er død og borte. Historierne om, hvad vi ikke kan, og ikke duer til. Eller historierne om, hvorfor vi er bedre end andre - der for det meste er dækhistorier over noget andet.

En dom er aldrig hele historien, den er i bedste fald en halv sandhed. I værste fald en fuldkommen fordrejet version. En dom kan ikke rumme hele historien. For så ville det ikke mere være en dom. Der er altid grunde til, at et menneske gør, hvad han eller hun gør.

Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig. Sådan udbryder Jesus og det er sådan set løgnens triumf. Gud har ikke forladt ham, men han tror det, Jesus tror det.

Løgnens triumf er der hvor man får den dømte til selv at tro på løgnen. Til sidst tror personen selv på det. Dette gælder for vores løgne om andre. Men det gælder i særdeleshed også for vores løgne om os selv. For er der nogen vi trækker gennem hele møllen med hån, straf og løgn, så er det os selv.

Men så er det hele er slut. Jesus dør og forhænget i templet flænges. Soldaten siger: Sandelig den mand var Guds søn. Ja når det hele er slut, når livet er slut, så kommer evighedens store kærlighedsfyldte bagklogskab til selv den mest forhærdede soldat.

Og selv på langfredag er der noget at glæde sig over. Nemlig det, at om ikke før, så når vi tager herfra, da vil forhænget blive revet midt over, sløret taget fra vores øjne. Da bliver sandheden afsløret. Om os selv og de andre:  At hver eneste af os er en aflægger af Guds skaberkraft, et mesterværk fyldt med kraft og kærlighed.

Allerede nu, du kan spørge dig selv, om du virkelig vil vente med at se, til du dør. Amen