Guddommeligt passiv

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Lukasevangeliet 1,26-38

Det guddommelige passiv

Et passiv er det modsatte af et aktiv. Det er noget negativt, som ikke er til fordel, det ved enhver der har lavet et regnskab. Faktisk kommer ordet passiv af latin passivus og det betyder "som er i stand til at føle eller lide". Det er måske ikke så dårligt endda? Maria Bebudelse kan man sige er fejringen af det guddommelige passiv.

Maria Bebudelse falder lige omkring forårsjævndøgn. Det døgn, hvor dag og nat er lige lange. Hvor der er balance mellem mørket og lyset. Hvor det indadvendte mørke og det udadvendte lys fylder lige meget, inden lyset begynder at tage over.

Alle disse forandringer sker i universet, afgøres af planeternes stillinger i forhold til hinanden. Jorden i forhold til solen giver os lyset, men det hele bevæger sig i et kosmisk samspil, der skaber vekselvirkningen.

Sammenhængen mellem universet, planeter og livet her op jorden blev i urgammel tid til astrologiens videnskab. Man gav stjernebillederne navne og symboler, der skulle forklare om sammenhængen mellem universet og tidernes skiften her på jorden. Italesætte og bevidstgøre os mennesker om vores erfaringer af dansen mellem lys og mørke i både jordens og livets årstider. Solopgange og solnedgange såvel som hverdagens eksistentielle stemningsskift.

De stjernetydere, der kom til Jesu fødsel er Bibelens mest kendte påmindelse om den visdom, som ligger gemt i universet og som man forsøger at tale om i astrologien. Mange af os kender mest til astrologi gennem såkaldte forudsigelser i dameblade og aviser. Men når den er blevet til selvcentreret og overfladisk underholdning, siger nok mere om menneskers tendens til at være overfladiske, end det siger om astrologien. Astrologisk set er forårsjævndøgnet starten på det nye år. Og det markeres med symbolet vædderen. Vædderen er det er det eneste af de 12 tegn, der har specifikt maskulint køn. Dets astrologiske element er ild, dvs. lys. Det lys, der netop fra forårsjævndøgnet begynder at tage over fra mørket. Lyset er udadrettet og kraftfuldt. De gamle kunne ikke måle dets hastighed som vi kan, så i stedet beskrev de det med et kraftfuldt billede som de kendte til. En vædder. Enhver, der har læst Cecil Bødkers novelle Vædderen eller boet på landet, kender til den kraften i dette dyr. Når to væddere tørner sammen er det ofte med døden til følge for den ene.

Og forårets kraft er stor. Det er den ukuelige spire, der skyder ud af frøet, det er blomsten, der bryder igennem en hård jordskorpe. Forårets kraft er det udfarende, udadvendte og maskuline princip, der kommer buldrende. Ustoppelig med horn og sænket hoved brager lyset ind i mørket.

Og hvad gør mørket? Det træder til side. Det tager imod og giver plads. Vi er vant til at se mørket som noget negativ, men man kan også se på det sådan, at det er rummeligt og giver plads. Uselvisk giver det plads til det fremstormende lys. Lyset får sin storhed af mørket, dets komme kan kun ses på baggrund af mørket. Frøets hvide spire har brug for den mørke jord at gennembryde. Intet frø kan vokse, uden at gribes af noget. Det må have et trygt og varmt sted med samlende og omsluttende kraft. Og ja det er her vi har det guddommelige passiv. Hvis energien fra det buldrende forår ikke får lov at lande, ikke får et sted at slå rod, ja så farer den ud i ingenting. Men bliver det mødt af forårsvarm jord, så sker der noget.

Som sagt er vædderen det eneste stjernesymbol, der har maskulint køn. Det eneste stjernesymbol, der har feminint køn er jomfruen. Dets element er jord. Jorden er den, der tager imod, den der putter, den der rummer og vugger. Den rummelige og modtagende energi, der griber frøet. Mørket, der lader sig gennembryde af lyset. Det feminine princip i verden er i zodiaken repræsenteret af jomfruen. Uden hende ingen frugt og hendes tid er da også høsttiden i september. Jomfruen møder vi i dag på Maria bebudelse. Hendes navn er Maria og hun er kristendommens bedste bud på det guddommelige feminine princip. Hun er den, der giver plads og rummer kraften fra Gud, der strømmer til hende i mødet med Gabriel - hvis navn betyder Guds kraft. Guds maskuline kraft, kunne man have lyst til at tilføje.

For som skabelsesberetningen fortæller: Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte han det. Marias omsluttende jordkraft, det feminine er lige fuldt Guds kraft. Den er blot mindre synlig. Den er skjult, i ordets bogstaveligste forstand mystisk. Men både det synlige og udfarende maskuline og det mere usynlige indadvendte og feminine, det der rummer og nærer og bærer og giver plads. Begge dele er Guds billede i verden. Og begge sider er til stede i ethvert menneske uanset biologisk køn.

I vores verden er vi måske mest vant til at hylde det aktive, det udfarende, det der udretter noget, så det kan ses. Og ikke det passive, det der træder til side og venter og rummer. Men Maria Bebudelse fortæller os, at livet, det guddommelige liv, kun bliver til, når de begge er til stede. Når der er balance mellem de to. Det gælder i kristendommens fortælling. I naturen. I Universet. Og i ethvert menneskeliv.

Så hvis du skal fejre Maria Bebudelse kan du gøre det ved at gøre ingenting, suge solen og foråret til dig, tage imod og lade livet blive til indeni.

Amen