Den fortrængte kanaanæer

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.«

Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.«

Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matthæusevangeliet 15,21-28

Prædiken

I dagen evangelium har Jesus en ordveksling med en kvinde.

Man kan undre sig over den, for Jesus er først afvisende og vil ikke hjælpe hende. Men kvinden gør et godt stykke arbejde med sine argumenter, og så hjælper Jesus hende alligevel. Ja han roser oven i købet kvinden, for hendes store tro. På den måde træder hun ind i rækken af gode rollemodeller; hun var vedholdende i sin råben på Gud. Og rollemodellerne er jo gode nok, men egentlig minder de os bare om hvad vi ved: At vi skal tro og være vedholdende i troen - og alt det der.  Men hvor er hjælpen til det? Hvordan bliver vi bedre til at gøre det, vi egentlig gerne vil? Men som er så svært

Jo det rummer historien også en vejledning til. Hvis vi ser lidt dybere ind i den med en psykologisk vinkel. Så får vi ligefrem også en vejledning til hvordan vi kan blive mere frie til at gøre alle de gode ting, som vi gerne vil.

Lad os se lidt dybere ind i historien.

Først de medvirkende:

En kanaanæisk kvinde. Kanaanæerne var ifølge Det Gamle Testamente efterkommerne af Kams[1] søn, Kanaan. Det Gamle Testamente beskriver kanaanæerne som et vederstyggeligt folkefærd, for hvem ingen syndighed var fremmed.[2]

Jahve pålagde sågar israelitterne at udrydde kanaanæerne i forbindelse med erobringen af det forjættede land. Det lykkes jo så tydeligvis ikke og mange forsker mener, at  Kanaanæernes kultur og religion havde stor indflydelse på israelitterne.

Men ikke en indflydelse som jøderne på Jesus tid ville stå ved. Kanaanæerne var ikke en del af det gode selskab, set fra jødernes synsvinkel. At tekstens kanaanæer er kvinde gør jo ikke sagen bedre, set med datidens briller. Man så kvinden som en laverestående eksistens end manden (Husk på at Adam blev skabt først) så en kanaanæisk kvinde er virkelig langt nede på rangstien og ikke en person, som en ærværdig jødisk mand har lyst til at komme i nærheden af. Derudover opfører tekstens kanaanæiske kvinde helt uhørt: Hun henvender sig højlydt til fremmede mænd i det offentlige rum. Det er bestemt ikke god opførsel år 20 e.Kr.!

Den næste vigtige medvirkende i dagens evangelium er en dæmon, der har besat kvindens datter.  På græsk er ordet daimon, og det er en betegnelse, som oldtidens grækere anvendte om uidentificerede, guddommelige magter, der greb ind i et menneskes liv. Gode magter såvel som onde. Sokrates anvendte udtrykket "det daimoniske" om den indre stemme, som på afgørende punkter greb ind i hans liv.

Fra Platon stammer opfattelsen af daimon som ikke direkte guddommelig, men snarere et mellemvæsen, der hverken er gud eller menneske.

Og man mente, at et lykkeligt menneske havde en god daimon; et ulykkeligt havde derimod en dårlig eller ond daimon. De fleste mennesker var åbenbart ikke så lykkelige, heller ikke dengang, så med tiden fik betegnelsen en negativ undertone, hvilket fører til den opfattelse jødiske og bibelske forståelse af en daimon som det vi kalder en dæmon, noget utvetydigt negativt. [3]

I Bibelen hører vi kun om dårlige dæmoner. Dæmonerne får den besatte til at gøre ting, sige ting, som personen egentlig ikke ønsker at gøre eller sige. Dæmonen forhindrer personen i at leve som han eller hun egentlig vil.

Udover den kanaanæiske kvinde, hendes datter og dæmonen, ja så medvirker disciplene i fortællingen. Vi kender dem, det er Jesu elever, hans. De er mænd og dermed i fortællingens univers højerestående. Men vi ved jo godt, at det ikke gør dem klogere end de fleste andre, de er en blandet skare og ikke alle er jøder. Selvforståelsen har de ikke problemer med, den er for det meste høj.

Til sidst har vi Jesus. Han er jøde, han er mand, han er lærer. Ja han er profet, måske endda den ventede befrier, Messias. Han er Guds søn og repræsenterer det øverste niveau i fortællingen.

Så vidt de medvirkende.

Fortællingens forløb falder i tre dele:

1. del: Hvor kvinden råber om hjælp, og disciplene ikke engang vil lytte på, hvad hun siger

2 del: Hvor Jesus gerne vil lytte til kvinden, men afviser at hjælpe hende – hun er ikke er jøde.

3. del: Hvor Jesus bliver overbevist af kvindens ord. Dæmonen slipper sit tag og datteren er fri.

Når vi læser fortællingen som en psykologisk fortælling, betyder det at vi ser det som en forælling om menneskets indre liv, og alle elementer i historien tolkes som symboler på forskellige sider eller mekanismer i et menneskeliv. Et helt almindeligt et af slagsen. Det kunne være dit eller mit. En psykologisk fortælling er en mulighed for at lade fortællingen komme tæt på, hvis man ønsker det.

Så hvad vil fortællingen lære os i det perspektiv?

Den kanaanæiske kvinde kunne meget vel symbolisere noget i livet, du ikke bryder dig om. Noget, du har forsøgt at undertrykke eller gemme væk. Det kan være sider af dig selv, som dine forældre eller lærere ikke var tilfredse med. Måske var du for meget, eller for lidt. I hvert fald forkert.

Det kan også være oplevelser du har haft. Ting, du selv gjorde og som du bagefter synes var forkerte. Eller noget, andre har gjort mod dig, som virkelig var for galt. Noget du ikke bryder dig om at tænke på. Fordi det gør dig vred eller ked af det, vil du helst holde det ude og væk.

Den slags uønskede sager hører med til ethvert liv, alle mennesker har bagage, som vi forsøger at holde væk, holde ude, holde nede i dybe og mørke skuffer, der ikke må åbnes. Men psykologisk bagage, karaktertræk eller oplevelser, som vi forsøger at holde væk, har det med at stikke hovedet frem. Ja jo mere vi forsøger at holde dem nede, jo mere popper de op.  

I fortællingens univers er det symboliseret ved dæmonen. Det vi forsøger at holde ude, kan blive en kraft, der får os til at gøre og sige ting, som vi i virkeligheden ikke ønsker at gøre eller sige. Gør os vrede, måske ligefrem rasende. Gør os modløse eller deprimerede. Kede af det ud over, hvad der er rimeligt. Dæmonen har besat kvindens datter; det kan sige os, at den fortrængte bagage står altså i vejen for fremtiden, for det nye, der skulle have lov til at folde sig ud.

Kvinden råber om hjælp på datterens vegne, og ja før eller siden begynder dit indre også at råbe op. Noget ikke er som det skal være. Og hvad gør vi så?

Jo først holder vi os for ørerne. Disciplene er så venlige, at vise os den manøvre. Tag det væk! Åhr nej, jeg kan ikke holde ud at tænke på det! Hvorfor er jeg også sådan! Eller måske benægter vi; jeg er da overhovedet ikke sådan! Jeg kan ikke gøre for det, det er nogen andres skyld. Nej i første del, måske i første de af livet, vil vi ikke forholde os til det mørke.

Tag det væk det råber, det er ubehageligt.

I anden det af historien, kommer vi til det tidspunkt, hvor vi er blevet klar til at lytte.

Jesus kommer på banen, han symboliserer vores gudbilledlighed, vores kontakt til Gud. Det man kan kalde vores højere selv begynder at melde sig.

Hmm, måske er det ikke så farligt at se lidt på det?

Men Kananæeren er stadig udenfor. Vi ser stadig hændelserne eller karaktertrækkende som forkerte eller dårlige. De er som Jesus siger, ikke en del af Israel. Det, der skete eller det, jeg gjorde. Eller den del af mig, det jeg blev udsat for, er bestemt ikke en del af min vej til Gud, hvis bare det ikke havde været der, eller det ikke var sket, så havde jeg været på et meget bedre sted i mit liv.

Man ser at det er der, men det bliver holdt ud i strakt arm. Er stadig dømt ude, som små hunde der må klare sig selv.

I den tredje del af historien skifter billedet. Her bliver de små hunde taget ind. De får en funktion; de spiser krummer under bordet. Her kommer vi til det sted, hvor vi tør at vedkende os de sider af os selv, som vores lærere eller forældre ikke brød sig om. Tillader de udskammede sider at være der. Hvor vi tør at tilgive os selv de ting vi gjorde på livets vej, som vi tidligere stemplede som fejl, fiaskoer eller vildveje. De får lov til at være en del af billedet. Ja måske tilgiver vi endda det, som andre gjorde mod os.

Hundene er under bordet, og sådan er det. De mørke eller svære sider af vores liv behøver ikke at sidde højbords. Vi skal ikke tvinge os selv til at se på dem hele tiden.

Men når du tør se de mørke sider af dig selv, af dit liv, alt det du dømte ude. Når du tør se dem som nødvendige skridt på vejen. Skridt, der har bragt dig til det sted hvor du er i dag. Bragt dig tættere på Gud.

Når de får lov at være der, lige så stille under bordet.  En del af billedet. Så sker der noget.

Du bliver fri til at leve dit livet. Sige og gøre det, du egentlig gerne vil.  

Amen

[1] Kam er søn af Noa

[2] https://denstoredanske.lex.dk/...

[3] https://denstoredanske.lex.dk/...