Seksagesima søndag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«  Markusevangeliet 4,1-20

 Prædiken

Dagens tekst kaldes ”Lignelsen om sædemanden”. Måske det havde været mere passende, at kalde den ”Lignelsen om sædejorden”. For det er i jorden, at det hele sker. Eller ikke sker. Sædemanden kaster kornene ud med ødselhed og jorden tager imod kornene. Jo bedre jorden er, jo bedre bliver kornets vækst.

Så lad os lege lidt med tanken om jord. God jord. Hvordan får man god jord og masser af den?

Har man en have, så ved man det godt. Som haveejer kan man forbedre jorden ved at bruge kompost, ja man kan jo oven i købet lave den selv i en kompostbunke. Kompostbunken er et sted, hvor plantedele og køkkenaffald af den grønne slags kan smides hen. Og gødning fra husdyr, hvis man har sådan nogen. Og i kompostbunken bliver affaldet så nedbrudt og omsat til kompost, fyldt med næringsstoffer, mikroorganismer og organiske forbindelser. (For at processen i en kompostbunke skal gå ordentligt til, så skal komposten luftes lidt, der skal ilt til og der må ikke blive alt for varmt i komposten.

Komposten kan man bruge i sine blomsterbede, i sin køkkenhave, og sine blomsterkrukker. Den styrker alle de levende processer i jorden og gør den frugtbar. Gør den til et godt sted for et korn at vokse. I kompostbunken brydes affaldet ned. Men den nedbrydning der sker er i virkeligheden bare begyndelsen på ny opbygning. Først opbygges jorden og siden opbygges planterne.

Og på den måde forædles jorden. Den bliver til god jord hvor sædemandens korn kan ”bære frugt, tredive og tres og hundrede fold”.

Det her med sædemanden og jorden er, som Jesus siger, en lignelse. Sædemanden er Gud og de korn han sår er Guds ord. Og det er vores indre, der modtager ordene. Vores indre er voksestedet for Guds ord. Og alt efter den indre tilstand, ja så kan der ske forskelligt. Ordet kan forsvinder med det samme igen. Det kan også ske at det lige får lov til at rumstere lidt inden det enten visner, eller bliver kvalt. Eller også er de indre betingelser så gode, at det får virkelig fat og vokser. Fordi vores indre er klar til at tage imod det.

Jorden kan forbedres med kompost, men hvad er komposten til sjælens mark? Hvordan kan vi gøre os frugtbare for alle de gode korn som Gud smider hen til os?

Har vi en indre kompost? Og hvis ja hvad lægger man på sådan en? Det må handle om noget, som på en eller anden måde er et overstået kapitel.

Ja vi har i hvert fald alle sammen noget brugt liv. Noget fortid. En større eller mindre portion af det, alt efter hvor længe, vi har været her på jorden. Og hvis det skal forvandles til noget der kunne gøre livet frugtbart og modtageligt for Gud, hvad så?

Jo ifølge kompostens logik, så er det første vi skal gøre at lægge det på kompostbunken. Vi skal give slip på det. Men det kan være svært at slippe det brugte liv. Vi mennesker kan have svært ved at give slip på fortiden.  

Og den fortid, som man ikke vil slippe, den kan sætte ens indre i en tilstand hvor sædemandens korn, Guds ord ikke får en chance.

Vi kan såmænd holde fast på både gode og dårlige ting fra vores liv. Og begge dele kan vi bruge til at bebrejde Gud:

Var det noget godt, som vi er triste over er slut, så kan vi bebrejde Gud med tanker som ”At han lod noget, der var så dejligt, slutte alt for tidligt”. Var det noget dårligt der skete, kan vi også lade det stå i vejen for gudsforholdet: ”Hvorfor skulle jeg da også opleve noget, der var så forfærdeligt. Hvorfor lige mig? Hvordan kunne Gud lade det ske?”

Når vi holder fast på fortiden også bare hvis vi ønsker den tilbage, så sætter vi en barriere op for, at nyt liv kan vokse i os.

Når vi ikke slipper, så er det måske fordi, det ligner endnu et tab. Men ifølge kompostens logik er vi nødt til at slippe, hvis der skal ske en forvandling af det, der har udspillet sin rolle. Og når vi villigt giver slip på fortiden, kan den sunde nedbrydning begynde. Den nedbrydning af fortiden, som bliver begyndelsen på nutidens opbygning.

At slippe fortiden er ikke det samme som at glemme den. Kompost skal ventileres, også i livets kompostbunke. Vi skal selvfølgelig tale om det, vi har givet slip på, give det luft. Lad det indgå i et kredsløb, hvor det gamle skal give næring til noget nyt. Det, der slippes med kærlighed, bliver til nyt liv.

Og når man har erfaret, at fortid, som man giver lov til at dø, den bliver forvandlet til opstandelse i nutid og i fremtid.

 Så har man i sit indre den gode jord. Den jord, der er klar til at høre Guds ord, tage imod det og lade det bære frugt, tredive og tres og hundrede fold i livets køkkenhave. 

Amen