Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« Matthæusevangeliet 17,1-9

Prædiken

I dagens tekst er Jesus gået op på bjerget. Vi er også gået op på bjerget, for kirken ligger jo på et ”bjerg” – et ord vi ganske frimodigt bruger om de danske bakker.

Alsønderup kirke ligger på Ravnsbjergvej. Ravnens bjerg. Ravnsbjerget ligger lidt længere ned ad vejen og har sikkert været et gammelt helligsted. Ravnen er jo visdommens fugl, Odin ofrede sit ene øje for visdommen og fik de to ravne Hugin og Munin. Navnene er oldnordiske og betyder Tanken og Mindet. Hugin betyder at komme i hu – på mere nudansk at “have i tankerne” altså ”Tanken”, Munin betyder “den som mindes” eller erindrer, altså ”Mindet”.  Og gennem fuglene får Odin adgang til at tænke og at mindes i udvidet forstand, hans syn udvides med ravnenes vingefang.

Så ved at indskrænke sit fysiske syn, ofre et øje, får Odin altså et andet syn, der rækker videre og bredere. Og i fascination af dette og længsel efter dette er mennesker gået op på bjergene. Om det er ravnsbjerg eller kirkebjerg kan komme ud på et VI går herop for at ofre lidt af vores ydere syn og i stedet se lidt mere indad. Låne noget af ravneblikket; At tænke dybere og at mindes længere. Det gør vi på bjerget. Det gør vi i kirken.

Bjerget er det sted hvor man er tættere på Gud. Sådan er det i naturreligionerne, i før kristen tid herhjemme, i jødedommen Moses fik lovens tavler og talte med Gud på bjerget.

Og i kristendommen. For kirkerne ligger på bakkerne. Så når vi går i kirke så gør vi egentlig hvad Jesus gør i dagens tekst; vi går op på bjerget for at praktisere, vi afsætter tid til at være tættere på Gud. En tid hvor vi ofrer det ene øje, ikke ser på verden derude, men i stedet tænker dybere og mindes længere.

(Man behøver jo ikke at gå op på en bakke eller ind i et tempel eller ind i en kirke. Men ritualerne og de ydre markører er gode at have. Det sande selv, den evige sjæl har ikke brug for dem, men det ydre, det falske, det lille, begrænsede selv, som vi følges ad med, har lettere ved det at forstå det hele, når der er steder og tidspunkter involveret.)

Så vi gå op på bjerget, rent fysisk. Vi går i kirke. Og på vej herhen går vi igennem kirkegården. Mange af os går bare forbi, ser på gravstenene, konstaterer om der er levet et langt eller et kort liv. Og ikke så meget mere. Men har man en, af sine kære liggende her, så sætter man ofte lidt ekstra tid af til at gå forbi før eller efter kirke.

Man ved sådan set, at den døde ikke er her. Den døde er i himlen siger vi. Men det er vældig diffust. Vi kan lide at have et sted, steder har vi brug for, også gravsteder. Der knytter sig mange tanker og følelser til et gravsted. Når man besøger det ordner man måske lidt, planter. Eller også står man bare lidt, ser på planterne, på grannet om julen, på stenen, på det elskede navn. Udefra ser det ikke ud af så meget, men indeni der kan der ske en masse. Jeg hører mange sige, at ved gravstedet mærker de den elskedes tilstedeværelse og at de får en lille snak. Måske har man noget, der lige skal vendes. Noget der går én på - eller noget, der glæder en. Det er jo tit det, der er mest sørgeligt; at være alene om glæderne. Men her ved graven kan man tale sammen. Her har man sig eget indre Ravnsbjerg. Stedet hvor man er med tanken og mindet. Tænker lidt dybere og husker lidt længere.  

Mange går lidt stille med disse samtaler. Man vil jo helst ikke have, at andre tror man er blevet tosset. At man taler med de døde. Man er jo hverken spiritist eller clairvoyant - eller hvad vi ellers mennesker, der taler åbent om kontakten til de døde.

Men lad os huske på, at Jesus siger at Gud er Gud for de levende. Med andre ord: For Gud er alle levende. Og når vi taler om at nogle er ”døde”, så er det helt og holdent baseret, på det falske selvs perspektiv. For det sande selv, for dit sjælsperspektiv, set fra dit ravnsbjerg, der er alle levende. Og det er hverken tosset eller spiritistisk at tale med den, der lever i Gud. Det er ganske simpelt kristendom.

Og hvis du stadig synes, det lyder underligt, så se bare hvad Jesus gør i dag. Han går op på bjerget med de tre disciple. Dem, som Jesus mener, er klar til at forstå, hvad det her handler om. Dem, der lige så småt er begyndt at se ud over det lille selv og i stedet øve sig på det store sjælsperspektiv. Måske er det dig og mig, han tager med? Det er ikke noget elitehold, alle kan være med her, det kræver kun vilje og tid.

Og de tre, Jesus har med, de skal få lov at se. At se hvordan det ser ud, når det, der normalt ikke ser ud af noget. Det, der normalt er usynligt, er indeni.  Når det bliver synligt. Jesus hviler så fuldkomment i sit højere selv, at han kan gøre den indre virkelighed til noget ydre, tilgængelig for sanserne.

Det viser sig først ved, at Jesus bliver til lys. Det gjorde Moses i øvrigt også, han strålede så meget, at han måtte dække sit ansigt med et slør, så folk ikke flippede ud når han kom ned fra bjerget. Og her i lyset på ravnsbjerget, der taler Jesus så med dem, der gik forud, dem, vi ville kalde døde. Jesus taler med sine forgængere, med kollegaerne, med Moses og Elias.

Peter ser det hele og bliver helt overvældet. Han vil bare blive der. Og sådan kan man jo godt få det! Det er det, der sker, når man tror at nærværet er bundet til stedet. Det er det lille selv der taler. det tror at nærværet forsvinder når man går ned fra bjerget. Men sådan er det ikke. Mødet med Gud, hvilen i sjælens perspektiv og samtalen med dem der lever i evigheden, kan finde sted hvor som helst. Men man skal ikke flytte ind i denne tilstand.

Ravnsbjerget er et sted man besøger, ikke et sted man lever. Man kan ikke leve i tanken og i mindet. Men det vi får skal tages med. Med ud i verden. Ordene fra Gud slår fast at Jesus er hans søn, hør ham. Man kunne tilføje: Se ham og gør som ham

Gå op på dit indre Ravnsbjerg. Gå ind i sjælens perspektiv og nyd dit møde med Guds virkelighed og dem, der er gået forud for dig, som Jesus viser det.

Og gå så ned igen og lev livet her i verden, med alt hvad du har at give. Amen