Allehelgen 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matthæusevangeliet 5,13-16

Prædiken

For et par uger siden steg jeg ud af min bil efter at have været væk hjemmefra en uges tid. Og ved det første åndedrag blev næseborene ramt af en karakteristisk duft, der fik mig til at tænke ”Allehelgen”. Ja det vil sige jeg tænkte ikke ordet, som sådan, men duften satte mig på et splitsekund i Allehelgens særlige stemning af vemod og højtidelighed. Af på den ene side savn og på den anden side nærvær som Allehelgen står for. Savnet af dem, der ikke er her mere kombineret med troen på, at de er her et sted og at vi skal ses igen. Himlen rykker tæt på ved Allehelgen, eller måske nærmere: Ved Allehelgen bliver vi mindet om, hvor tæt på os, den altid er. Og hele Allehelgens kompleks af tanker, følelser og stemninger, kom altså til mig på et splitsekund, fordi jeg mærkede en særlig duft en dag i oktober, da jeg sted ud af bilen. 

Jeg er sikker på at alle kender til det. Duftens evne til at bringer erindringer tæt på. Mon ikke vi alle kender til hvordan årets første duft af en klementin, der bliver skrællet får julestemningen ind i stuen på et øjeblik.

Dufte kan bringe mindet om de mennesker vi savner tæt på. Selv om det næsten er 20 år side min farmor døde er hun stadig næsten ved siden af mig, hver gang jeg tager låget af en dåse Nivea creme – ja jeg behøver faktisk bare at se dåsen. Og en særlig, men efterhånden sjælden, duft af rød Orlik pibetobak bringer farfar ind i stuen. Mens min morfar må finde sig i at blive forbundet med den lidt sure lugt af cerutter, men også af æbler, der ligger til opbevaring i et køligt skur på hylder beklædt med avispapir. 

Den duft, der ramte mine næsebor på vej ud af bilen og som fik Allehelgen til at springe frem i bevidstheden, var selvfølgelig duften af kvæder. I præstegårdshaven er der en kæmpe kvædebusk og den plejer at levere så gavmildt sidst i oktober, at jeg må dele ud af herlighederne. Og det er blevet en tradition de seneste år, at kvæderne kommer med i kirke til Allehelgen, hvor kirkegængere så kan tage en pose med hjem. Og når man har 50 kg kvæder i papirsposer, så dufter våbenhuset altså aromatisk og parfumeret og heraf kommer sammenhængen.

Lugtesansen har en særlig plads blandt de fem sanser. En duft kan på et splitsekund suse gennem næseborene, uden om vores fornuft og vores forsvarsværke. Og ramme direkte ind i vores erindringer og følelser. Ramme os, der hvor savnet og den dybe længsel bor. 

Savnet efter det menneske, der kom med duften af Nivea creme, pibetobak, runkne æbler eller noget helt anden. Det menneske, der med sin måde at være i verden på, var lys og salt for os.

Lugtesansen er en af de 5 sanser, og væren i verden er rammet ind af sanserne. Vi definerer ofte vores oplevelse af verden efter det, der kan ses, høres, duftes, smages og røres ved. 

Og det kan føles som om sorgen over et savnet menneske, sidder i sanserne, sidder i kroppen. 

Når vi ser den tomme stol, den ledige plads ved bordet. Når vi savner at stryge den kind eller hånd, som vi kender så godt. Eller tror vi hører en stemme, der ikke er der mere. Sanserne vækker minder og minder os om det, der mangler. Og det kan være hårdt. Fra sørgende hører jeg ord som: ”Jeg kan ikke mere holde ud at komme i stuen, jeg kan kun se hendes stol, der står tom”. Eller ”Når jeg ser ud i haven, bliver jeg så trist, den ser ikke mere ud som da min mand levede.” I sansernes verden kan sorgen nogen gange være overalt. Alting vækker minder. Om det der var, eller minder om det, der ikke er mere. Det menneske, man ikke mere kan sanse med en eneste af alle sine 5 sanser.

Men vores kristne tro er en tro på, at vi er mere end vores krop. Vi er også en evig sjæl.  Og denne sjæl har også sin egen sans. Vi kalder den for ”den 6. sans”. Og selv om alle kender udtrykket, taler vi tit om den, som om den 6. sans er forbeholdt særlige mennesker med en særlig evne. Men alle mennesker har en sjæl og alle mennesker har sjælens 6. sans. Den er en form for fornemmelse for det, der ikke kan ses, høres, duftes, smages og røres ved, men som er her alligevel. Det, der endnu ikke er kommet men som vi på ved vil komme. Og ligesom andre sanser skærpes af at blive brugt, så kan man også skærpe den 6. sans.

Det kan man gøre ved at slå tankerne lidt fra og i stedet prøve at lytte til stilheden. Mærke og fornemme, hvad man har lyst til og hvad man ikke har lyst til. Tillad dig selv at træffe dine valg ud fra hjertet og ikke kun fra hovedet. Hav en stille stund, hvor du ikke spekulerer, måske hører dejlig musik og lader tanker og følelser komme og gå. Gå en tur og nyd efterårsfarverne uden at tænke på hverken i morgen eller i går. Hvor fysisk træning kan være anstrengende, så er det let og behageligt at træne sin 6 sans!

Og det er der en grund til. For at træne sin 6. sans er at lukke op for evigheden. At lukke op for Gud, ja for Guds vejledning i dit liv. Med sjælens sans kan vi jordiske mennesker række ud efter den evighed, som er en del af hver eneste af os. Den evighed, som nu er virkelighed for dem, vi savner.

At skærpe vores sans for det vi ikke kan se, smage, dufte og røre ved. Men som stadig er der. Det kan ikke fjerne sorgen, men det kan hjælpe os til at løfte blikket. Det kan lette hjertet. 

For når alt kommer til alt er vi jo selv, dybest nede, et stykke af evigheden på besøg her i verden.

Og husker vi det, så får saltet sin kraft, så stråler lyset igen.

Amen